Trends og tendenser3 min

Robot-ekspert: Sådan undgår du at miste dit job

Onsdag, 24. maj 2017

De kan arbejde 168 timer om ugen, bliver aldrig syge og er ofte hurtigere og mere effektive end mennesker.

Robotter med kunstig intelligens er lidt af en revolution, og derfor har Nykredit også længe været interesseret i it- og teknologiaktier, der arbejder med området.

Men der kan også være en god grund til, at du som privatperson interesserer dig for området. Automatiseringen ventes nemlig at erstatte store dele af jobfunktioner, vi i dag ser på arbejdsmarkedet.

Forleden havde Nykredit inviteret Martin Ford, prisvindende forfatter til bogen The Rise of the Robots til at give nogle af sine indsigter om robotter og kunstig intelligens.

Og han gav blandt andet et par tip til, hvad man kan gøre for at forøge chancerne for at beholde sit job, selvom ens arbejdsplads automatiseres.

"Det vigtigste er, at du ikke arbejder med noget, som er meget præget af rutine, gentagelser og som er forudsigeligt,” siger Martin Ford.

Fra computeren til kunden

Hans første råd er derfor, at man forsøger at opkvalificere sig selv.

“Måske kan du bevæge dig ind på et arbejdsområde, der er relateret til det, du laver i dag, men som er mindre præget af rutine og gentagelser,” siger Martin Ford og foreslår fx funktioner, hvor du har med andre mennesker at gøre.

"Du ønsker ikke et job, hvor du sidder ved en computer og arbejder med tal," siger Martin Ford og tilføjer. "Så bevæg dig væk fra det og mere over mod kundesiden.”

Et andet tip er at omfavne teknologien. Hvis du ved, at der vil komme automatiseringssoftware, inden for det, du arbejder med, kan du måske blive ekspert i den pågældende software og forstå, hvordan den skal implementeres.

Science fiction

Ifølge Martin Ford er der tre typer af job, man kan være relativt sikker på, ikke bliver automatiseret lige foreløbig.

Det ene er job, der kræver meget mobilitet og fingerfærdighed. Fx en blikkenslager, der skal kravle rundt inde under en bygning og rode med rør.

"At få en robot til at udføre det arbejde, som fx en dygtig håndværker som en elektriker eller blikkenslager gør, er stadig science fiction.”

Folk med job, der indebærer meget menneskelig kontakt, kan også føle sig nogenlunde sikre, mener Martin Ford. Det kan fx være sygeplejersker, læger eller andet plejepersonale.

“I forretningsverdenen kan det være en, der bygger et tæt forhold til sine klienter på et meget sofistikeret niveau.”

Endelig er der kreativt arbejde som fx det ingeniører, videnskabsmænd, kunstnere eller arkitekter udfører.

“I min bog giver jeg dog eksempler på algoritmer, der kan komponere original musik og male billeder, så de arbejder på det. Intet vil være sikkert for altid. Men det vil formentlig være sikkert de næste 10-20 år."

Martin Ford er forfatter til bogen The Rise of the Robots, der i 2015 vandt prisen som Business Book of the Year i Financial Times. Han er kendt som værende den første forfatter, der argumenterede for, at fremskridt inden for robotter og kunstig intelligens vil gøre en stor del af arbejdsstyrken overflødig. Det skete med bogen The Lights in the Tunnel fra 2009.