Nye regler: Sværere at få lån med variabel rente

Nye regler gør det sværere at få realkreditlån med variabel rente og afdragsfrihed fra 1. januar 2018. Se, hvad det får af betydning for boligejerne og boligmarkedet.

Har du både høj gæld i din bolig og en høj belåningsgrad, bliver det sværere at få et realkreditlån med variabel rente og afdragsfrihed i det nye år. Det er resultatet af regeringens nye, revidere regler for boligfinansiering.

 

Skruen strammes nemlig for husstande, der har en gæld på over fire gange husstandsindkomsten, og som også har en belåningsgrad på over 60 procent. Men hvad betyder det for dig, der skal optage et lån?

 

”Har du en gæld på over fire gange husstandsindkomsten og også en belåningsgrad på over 60 procent, vil du ikke længere kunne optage et lån med en rentebinding på mindre end fem år, uanset om du vælger afdragsfrihed eller ej. Og du vil heller ikke kunne få afdragsfrihed på lån med en rentebinding på over fem år. Til gengæld vil du kunne optage alle andre typer lån”, forklarer Tore Stramer, cheføkonom i Nykredit.

Her rammer reglerne

Lån, du ikke længere kan få, hvis din husstand har en gæld på over fire gange husstandsindkomsten og en belåningsgrad på over 60 procent: - Variabelt forrentet lån med afdragsfrihed - Variabelt forrentet lån med kortere rentebinding end 5 år med afdrag

Godt nyt for ældre boligejere

De ældre boligejere får især glæde af, at regeringen har ændret fokus i forhold til det oprindelige forslag, der blev fremlagt i september.

 

”Man lægger ikke begrænsninger på de lån, der har en belåningsgrad på 60 procent eller derunder. Dermed vil eksempelvis ældre boligejere, der ønsker omsætte deres friværdi til forbrug via et nedsparingslån, ikke blive berørt i samme grad som ved det oprindelige forslag”, siger Tore Stramer.

 

Gælder hele landet

Samtidig er det nu ikke længere kun hovedstadsområdet og Aarhus, der er omfattet, men hele landet.

Grundtanken har været, at højt gældsatte boligejere skal blive mindre sårbare over for fremtidige rentestigninger

Tore Stramer, cheføkonom i Nykredit

”Det er dertil rigtig positivt, at anmodningen nu gælder hele landet. Grundtanken har været, at højt gældsatte boligejere skal blive mindre sårbare over for fremtidige rentestigninger”, siger Tore Stramer og fortsætter:

 

”Det er et fornuftigt sigte, da det øger stabiliteten på boligmarkedet – ikke mindst i og omkring de store byer. Vi mener derfor også, at styresignalet er et skridt i den rigtige retning og vil øge både den finansielle og økonomiske stabilitet i dansk økonomi”.

 

Du kan låne samme beløb som før

De nye regler ændrer ikke ved, hvor meget du kan få lov til at låne til et boligkøb. Som hovedregel skal kunder, der ønsker et variabelt lån, kreditvurderes ud fra en rente på minimum 4 procent, og det ændrer det nye styresignal ikke ved.

 

Boligpriserne bliver ikke påvirket

Styresignalet lægger udelukkende en begrænsning på adgangen til lån med variabel rente og afdragsfrihed. Derfor forventer Tore Stramer ikke, at styresignalet i væsentligt omgang vil dæmpe prisudviklingen på boligmarkedet. Derimod vil styresignalet, helt som det er hensigten, gøre særligt højt gældsatte boligejere mere modstandsdygtige over for stigende renter.

Tore Stramer

Cheføkonom i Nykredit

Ekspert i dansk makroøkonomi og hvad samfundsøkonomien betyder for danskerne og erhvervslivet. Leverer Nykredits vækstprognoser og analyser af den danske økonomi til danskerne.

Kom godt videre

Artikel | 2 min

Boligejere går efter sikre lån

Flere og flere boligejere vælger lån med fast rente og afdrag. Samtidig falder andelen lån med variabel rente og afdragsfrihed. Det viser nye tal fra Nationalbanken.
Artikel | 2 min

Negativ rente: Hvad betyder det for dig som boligejer?

Hvad betyder det for din boligøkonomi, når renten er negativ? Seniorøkonom i Nykredit Jeppe Borre forklarer den negative rente, og hvordan den påvirker din økonomi.
Artikel | 2 min

Nyt sommerhuslån er populært

Grænsen for hvor meget realkreditbelåning der må være i et sommerhus, blev sat op fra 60 til 75 procent i maj, og siden da har mere end hver anden sommerhuskøber sagt ja tak til den højere belåning. Læs hvorfor.