Teknologi5 min

De lovede os flyvende biler...

Onsdag, 21. juni 2017

Den teknologiske udvikling er eksponentiel, siger nutidens Albert Einstein. Men hvad betyder det, og hvordan investerer man i en verden, der forandrer sig med accelererende hastighed? Nykredits Lotte Månsson har været til fremtidskonference i New York.

”De lovede os flyvende biler og alt vi har fået er 140 tegn”, skrev iværksætteren og investoren Peter Thiel, som en ironisk kommentar til den teknologiske udvikling, der har givet os nye kommunikationsplatforme som twitter og facebook, men som ikke har ændret meget på afgørende områder som transport, bioteknologi og energiproduktion. 

Kiloprisen for at sende noget i rummet har stort set ikke ændret sig siden 1960’erne, pointerer han, udvikling af ny medicin stækkes af regulering og besværlige godkendelsesprocedurer, og transporttiden over Atlanten er ikke faldet, men tværtimod steget efter at Concorde-flyvningerne er indstillet. Og heller ikke energiforsyningen er for alvor blevet revolutioneret siden opfindelsen af atomenergi. 

Taxi-droner i Dubai

Det syn på udviklingen deler underdirektør i Nykredit Markets, Lotte Månsson, ikke. Men hun forstår skuffelsen over den tilsyneladende træge udvikling.  

-Vi taler meget om eksponentiel vækst på teknologi-området, og i en eksponentiel udvikling har du en lang fase, hvor der ikke sker alverden, før det hele pludselig skyder i vejret. Vi så flyvende biler i Michael J Fox-filmen ”tilbage til fremtiden” i 1980’erne, og 30 år senere snegler vi os så fortsat frem i morgentrafikken i de samme benzin-og dieselbiler som tidligere. Men i Dubai findes der i dag flyvende taxi-droner. Sundhedssystemet står overfor en revolution i forhold til diagnosticering og forebyggende behandling, og energiproduktionen undergår en hastig forandring med faldende priser og omlægning mod vedvarende energikilder, siger Lotte Månsson. 

Hun er netop vendt tilbage fra en fremtidskonference i New York, hvor hun har hørt visioner fra blandt andet guruen indenfor kunstig intelligens, Ray Kurzweil, der af nogle regnes for vor tids Albert Einstein, og som grundlæggende mener, at den teknologiske udvikling i kraft af kunstig intelligens vil accelerere mod uendeligt. Det vil i så fald betyde, at robotter et stykke ude i fremtiden vil producere mere på et enkelt sekund end den samlede menneskehed har klaret at fremstille al den tid, der er gået forud – og dobbelt så meget i splitsekundet der følger.

Hør podcasten Nykredit søger inspiration til fremtidige investeringer 

Svært at forudsige

Man kan blive svimmel af mindre, og Lotte Månsson medgiver, at udviklingen på flere områder er ganske langsommelig, blandt andet fordi folk ofte ikke tager de teknologiske muligheder fuldt til sig, og fordi det derfor bliver svært at få pengene til at passe i et kommercielt regnestykke. 

-Robot-rådgivning er blevet udråbt til det næste nye gennembrud, som vil vende op og ned på alt i finanssektoren og i forhold til fx advokat-og lægekonsultationer. Vi er fortsat i de indledende faser, men samtidig kan vi konstatere, at de foreløbige satsninger, der er foretaget på området i blandt andet Danmark, endnu ikke har været nogen ubetinget succes, fordi det fx har vist sig svært at få folk til at søge investeringsrådgivning fra en computer frem for en bankrådgiver, siger hun. 

Hun mener derfor også, at man som investor bør tøjle sin begejstring. Udviklingen er notorisk svær at forudsige. Det der lignede en sikker vinder i går, kan være agterudsejlet i morgen, og hvor der er banebrydende innovationer, er der også betragtelige mængder varm luft og hype. 

Block-chain, som er den digitale byggesten bag et fænomen som bit-coin, er blevet fulgt med stor æresfrygt i bankerne, men vi har endnu til gode at se, hvilken værdi den kan tilføre. Får vi ikke snart syn for det, kan blockchain-investeringer falde kraftigt og blive endnu et eksempel på, at noget der ligner en sikker vinder, måske alligevel ikke er en god investering.

Lotte Månsson

-Block-chain, som er den digitale byggesten bag et fænomen som bit-coin, er blevet fulgt med stor æresfrygt i bankerne, men vi har endnu til gode at se, hvilken værdi den kan tilføre. Får vi ikke snart syn for det, kan blockchain-investeringer falde kraftigt og blive endnu et eksempel på, at noget der ligner en sikker vinder, måske alligevel ikke er en god investering, siger Lotte Månsson. 

Sikre heste

Men selv om der er stor usikkerhed om de enkelte teknologier og virksomheder, er der større sikkerhed om de store linjer, pointerer hun, nemlig at maskiner og apparater bliver smartere, at flere ting og flere mennesker forbindes, og at data og kunstig intelligens vil sætte et voksende aftryk på verden og på de fleste menneskers dagligdag.

Læs også Data er det nye olie

-I mine øjne er det ret åbenlyst, at de store etablerede selskaber som fx google, facebook og amazon er sikre heste at spille på i forhold til en udvikling, der går i retning af big data og kunstig intelligens. De har en førerposition på markedet, som vil blive uhyre vanskelig for konkurrenter at udfordre, fordi de har en viden om dig og mig, som i lang tid vil være flere skridt foran alle andre. Det kan måske virke konservativt at satse på etablerede spillere, når vi taler om fremtidsscenarier, men så længe afkastet er godt, må investeringen jo gerne være lidt kedelig, siger Lotte Månsson. 

Og måske er verden også mere kedelig end teknologi-guruer som Ray Kurzweil forestiller sig. I hvert fald signalerer Amazons seneste opkøb af supermarkedskæden Wholefoods, at fremtiden – ifølge online-giganten – kommer til at handle lige så meget om økologiske tomater som om mennesker, der skridt for skridt bliver til maskiner.  

Læs også Sådan investerer chefporteføljeforvalteren i kunstig intelligens og robotter