Råvarer2 min

Stort olieprisfald kan gavne danske boligejere

Torsdag, 22. juni 2017

Olieprisen er faldet med 20 procent siden årsskiftet. Det er godt nyt for danske boligejere, også dem uden oliefyr. Men er det godt nyt for dansk økonomi?

Olie fra Nordsøen kostede onsdag eftermiddag 45 dollar for en tønde. Det er et prisfald på 20 procent siden årsskiftet, og udviklingen er i tråd med en analyse fra Nykredits chefstrateg, Klaus Dalsgaard, i marts.  

Læs også Det betyder olieprisen for dig 

Det er derimod ikke i tråd med forhåbningen i organisationen for olieeksporterende lande, OPEC, der gennem aftaler om fælles reduktion af olieproduktionen har forsøgt at presse olieprisen op. 

Senest besluttede OPEC-landene i maj at forlænge en seks-måneders aftale om reduceret olieudvinding, men øget produktion fra bl.a. Libyen og Nigeria, der ikke er omfattet af OPEC-aftalen, samt øget produktion af amerikansk skiferolie betyder, at det globale udbud af olie tværtimod er steget med faldende priser til følge.

Tabere og vindere

Det kan danske boligejere glæde sig over, siger Klaus Dalsgaard, for når olieprisen falder, falder inflationen også, og det vil alt andet lige betyde lavere renter i længere tid. 

Men lavere oliepris vil også presse indtjeningen i olieselskaber og disses underleverandører, herunder i Danmark, hvor sektoren beskæftiger 15.000 mennesker i tillæg til et større antal afledte jobfunktioner. Et fortsat prisfald vil derfor kunne ramme hårdt lokalt i områder som Esbjerg og Fredericia, hvor antallet af oliejobs er højt. 

Men også som investor skal man passe på med at håbe på fortsatte olieprisfald. 

-Lavere energipriser kan være godt for økonomien - indtil et vist punkt. En stabil, lav oliepris kan stimulere den økonomiske aktivitet og øge forbrugeroptimismen, men falder prisen meget, kan det virke omvendt, fordi tab i oliesektoren kan sprede sig som usikkerhed i andre sektorer. Samtidig kan investeringer i fx Rusland og Mellemøsten blive ramt, fordi kraftige olieprisfald kan sprede sig som geopolitisk usikkerhed. Det så vi senest i begyndelsen af 2016, hvor kraftige olieprisfald tog aktiemarkederne med sig i faldet, siger Klaus Dalsgaard. 

Han vil ikke afvise, at olieprisen kan falde yderligere, men forventer en stabil oliepris mellem 45 og 50 dollar for andet halvår af 2017. 

Klaus Dalsgaard

Chefstrateg i Nykredit

Ekspert i samspillet mellem makroøkonomi og kapitalmarkederne med særligt fokus på renter og valutakurser.