Profit vigtigere end politik?

Frygten for markedseffekten af Brexit og valget af Trump var stor men effekten lille. Betyder det, at politik er ligegyldig? Nej!

Når alt kommer til alt, er markederne måske simple. Trump kan hoppe, danse og skabe sig, mens han med den ene hånd fyrer folk i Det Hvide Hus og med den anden tweeter tåbeligheder imod virksomheder, lande eller medier, der ikke danser efter hans pibe. Men hvis indtjeningen i selskaberne brager afsted, betyder det tilsyneladende ikke noget. Se bare, hvordan aktieindeks verden over når nye rekorder al balladen til trods. Trump selv siger endda, at rekorderne skyldes ham.

 

Det samme sagde han godt nok fire måneder tidligere om den dengang stærke dollar, men nu, hvor den er kollapset, taler han ikke længere om den. Sejren har som bekendt mange fædre, mens nederlaget er forældreløst.

 

Overstående kunne lægge op til den konklusion, at hvis bare selskaberne kan fremvise solide regnskaber, er det uden betydning, hvad der sker på den poliske scene. Det, tror jeg, er helt forkert.

 

Normalt er det faktisk udsigter til stigende indtjening, som investorerne belønner, i lige så høj grad som hvad, der faktisk rapporteres nu og her. Når de ledende økonomiske indikatorer stiger, følger aktiemarkedet typisk med – tegn på stærkere vækst opfattes som tegn på, at selskaberne også kan tjene flere penge. Kun på særlige tidspunkter, nemlig når økonomien er ved at overophede, er fortolkningen af signalet mere kompleks.

 

Her vil stærkere vækst kunne resultere i kraftigere stramninger i den økonomiske politik, som derved kan ende opsvinget. Men den diskussion hører typisk hjemme allersidst i et økonomisk opsving.

 

Men fordi vækst i sidste ende er den vigtigste fælles parameter for selskabernes indtjenings- og kursudvikling, er det afgørende for, om politik har effekt, om væksten påvirkes. Eller indebærer en risiko/mulighed herfor. 

 

Brexit har indtil nu ikke kostet noget videre vækstmæssigt. End ikke den usikkerhed, Brexit medførte, synes at have ramt den europæiske investeringsiver nævneværdigt. Og de langsigtede økonomiske omkostninger er svære at indregne, før vi kender mere til forhandlingsudfaldet. Derfor ingen effekt – endnu.

 

Og Trump har reelt heller intet ændret. Hans kardinalpunkter omhandlede protektionisme, immigration samt skatte- og sundhedsreform. Men løfterne om at indføre stor straftold over for Kina og Mexico var tilsyneladende valggas og trusler – ikke andet. Tiltagene imod immigranter, som især relaterer sig til det medieombruste indrejseforbud imod Mellemøsten, har fyldt meget, men er alenlangt fra truslerne om hjemsendelse af adskillige millioner velintegrerede, beskæftigede (men oprindeligt illegale) immigranter.

 

Gud bedre det, fordi indgrebet havde skabt en enorm akut arbejdskraftmangel i USA. Og den kulsejlede sundhedsreform har sammen med ruslandsaffæren kostet de ressourcer, der skulle bruges til at få skattereformen på plads – med store lettelser til både virksomheder og forbrugere.

 

Fejlen blandt analytikerne, som mig selv, var vurderingen af, at markedet ville reagere på risikoen for, at Trump ville gøre, som han sagde. Særligt vedrørende de vækstskadelige elementer.

 

Men det betyder ikke, at politik er irrelevant. Jeg er sikker på, at aktiemarkedet ville falde, hvis Trump går tilbage til ideen om at indføre 30-40% straftold på varer fra Kina og Mexico. Ganske enkelt fordi det koster vækst. Og skulle Trump i morgen gøre alvor af en anden trussel, nemlig truslen mod Nordkorea, så vil risikoen for nordkoreansk aggression mod storbyer i USA være nok til at true vækstbilledet – og dermed aktiekurserne. Leverer Trump derimod et pludseligt gennembrud på de lovede kæmpelettelser i indkomst- og selskabsskat, vil aktiekurserne stryge til vejrs.

 

I Frankrig blev Macron valgt, men var Le Pen i stedet løbet af med sejren, skulle vi overveje, om truslerne mod euroen var ren sniksnak eller mere seriøse (og genoverveje de parlamentariske og forfatningsmæssige muligheder/begrænsninger). En euroudmeldelse ville nemlig være en økonomisk såvel som en finansiel katastrofe med enorme markedsmæssige implikationer.

 

Det tyske parlamentsvalg til september virker investeringsmæssigt ubetydeligt, så det kommende italienske parlamentsvalg er den næste større relevante politiske begivenhed. Også her er det mest sandsynlige scenarie status quo – et fragmenteret politisk landskab uden mulighed for afgørende at ændre på uhensigtsmæssige strukturer i Italien.

 

Men truslen om et langt værre udfald, hvor eurofjendtlige kræfter kommer til magten, er til stede – selvom den er beskeden. I givet fald rejser spørgsmålet sig igen om, hvorvidt de vil/kan bruge magten som lovet?

 

Jeg tror bestemt, at politik er afgørende. Men det kræver, at den ændres mere end marginalt, så vækstbanen påvirkes. Og store ændringer kommer ikke ofte. Men investorer forsøger at indregne sandsynligheden for, at de indtræffer – vækstpositive som -negative. Derfor vil politik og politiske risici til stadighed spille en rolle i de finansielle markeder, og de er relevante at følge. Også selvom Brexit og Trump kunne tyde på deres irrelevans.

 

Bragt første gang på finans.dk mandag den 7. august 2017

Frederik Engholm

Chefstrateg i Nykredit

Ekspert i global økonomi, politik og markeder. Oversætter globale begivenheder til danskerne og viser, hvordan de navigerer sikkert gennem kapitalmarkedernes konstante turbulens.

Relaterede Artikler

Aktier | 3 min

Chefstrateg: ”Vi ser bedre balance i aktiemarkedet”

Lavere kurser, solid indtjeningsvækst i selskaberne og turistinvestorer, der har forladt aktiemarkederne. Det er faktorer, der giver en bedre balance i aktiemarkederne og mulighed for genoptagelse af en positiv tendens.
Økonomi | 5 min

Mere inflation end vi har bedt om

Be careful what you wish for! Efter flere års forgæves jagt på inflation kan stigende priser pludseligt blive et problem for centralbankerne, hvis en handelskrig samtidig får væksten til at gå i stå.
Økonomi | 2 min

Chefstrateg: Derfor tror vi mere på Europa end USA

En handelskrig vil ramme Europa hårdere end USA, men chefstrateg Frederik Engholm tror ikke desto mindre mest på Europa, hvor virksomhedernes lønudgifter vokser langsommere end i USA, og hvor økonomien generelt har mere at gå på.