Kvinder sparer for lidt op til pension

Kvinder fik højere afkast på aktier end mænd i oktober, og sådan skulle det gerne blive ved. For kvinder går tidligere på pension og lever længere end mænd. Men deres pensionsopsparinger halter gevaldigt efter.

Kvindelige danske investorer fik i oktober et afkast på knap tre procent på deres beholdning af aktier, mens mandlige investorer – i gennemsnit – måtte nøjes med 1,74 procent. Oktober er dermed den tredje måned i træk med højere afkast til kvinder. Det viser en opgørelse, som Nykredit har foretaget på baggrund af tal fra VP Securities.

Også i april, maj og i juni fik kvinder et højere afkast end mænd, og over de seneste 10 år har danske kvinder hele syv gange kunne høste højere årligt afkast end mænd, ifølge en analyse, som Nykredit tidligere har lavet.

Læs også: Mandlige investorer slår tilbage

Men kvinders afkast på aktier falder på et tørt sted. Det vurderer seniorspecialist i Nykredit, Camilla Schjølin Poulsen.

- Kvinders pensionsopsparing er i gennemsnit 30 procent lavere end mænds, og dybest set burde det være omvendt, fordi kvinder går tidligere på pension og lever længere, og derfor har brug for en pensionsformue, der kan strække sig længere. Det kan være et plaster på såret, at vi som køn - tilsyneladende - er bedre til at investere end vores ægtefæller, men det ændrer ikke for alvor på, at vi gennem livet sparer for lidt op i forhold til mænd, siger Camilla Schjølin Poulsen.

Kvinders pensionsopsparing er i gennemsnit 30 procent lavere end mænds, og dybest set burde det være omvendt, fordi kvinder går tidligere på pension og lever længere, og derfor har brug for en pensionsformue, der kan strække sig længere.

Camilla Schjølin Poulsen, seniorspecialist i Nykredit.

Arbejder mindre

Hun henviser til tal fra Danmarks Statistik, der viser, at 470.000 danske kvinder sidste år arbejdede på nedsat tid, svarende til 36 procent af alle kvinder i arbejde. Og det betyder, at kvinder gennem livet har færre timer på arbejdsmarkedet end mænd, og derfor også optjener mindre i pension, når man samtidig tager højde for, at kvinder også tager en større del af den samlede barselsorlov og går på pension tidligere, vurderer Camilla Schjølin Poulsen. Sammen med et generelt lavere lønniveau giver det et efterslæb i forhold til mænd, siger hun.

- Forskellen på mænd og kvinders pension er ikke noget problem i et ægteskab, hvor pensionsformuen deles ligeligt og overgår til kvinden, hvis manden dør først. Men det kan være et problem for enlige eller i tilfælde af skilsmisse, hvor et ægtepar går hver til sit med hver sin pension. Så kan pensionsuligheden slå igennem for fuld kraft, siger Camilla Schjølin Poulsen.

Hun anbefaler, at kvinder begynder at interessere sig mere for pension og opsparing og opfordrer til at man i et ægteskab forholder sig til, hvordan pensionsformuen deles i tilfælde af skilsmisse.

- Det kan være et ømt punkt at forholde sig til, hvad der vil ske, hvis man skulle gå fra hinanden, men den ene part vil typisk stå tilbage som taberen, hvis man skal igennem en skilsmisse uden først at have taget stilling til det. I mange børnefamilier er det en fælles beslutning, at den ene arbejder på nedsat tid, og så er det kun naturligt at man også forholder sig til de økonomiske konsekvenser både i forhold til den daglige økonomi og i forhold til pensionsøkonomien, siger Camilla Schjølin Poulsen.

Vidste du at …

Den gennemsnitlige pensionsformue er 799.408 kr. for mænd og 607.680 kr. for kvinder (for danskere over 18 år) Pensionsformuerne er størst i Nordsjælland (1.029.533 kr.) og lavest i København (541.768 kr.) Den gennemsnitlige pensionsalder er steget næsten to år siden 2010 – fra 63,2 år til 65,0 år Københavnere trækker sig 13 måneder senere end nordjyder, og mænd trækker sig 14 måneder senere end kvinder Københavnske mænd har dermed Danmarks højeste pensionsalder, og kvinder i Nordjylland har den laveste Kilde: Brancheorganisationen Forsikring og Pension

Camilla Schjølin Poulsen

Seniorspecialist i Nykredit

Ekspert inden for formuerådgivning, herunder pension, bolig, investering og skat. Drives af at give kunderne overblik over og optimere deres samlede formue, så drømme og mål kan nås.

Kom godt videre

Pension | 5 min

Seks råd til en god pensionsopsparing

Hvornår ønsker du at trække dig tilbage fra arbejdsmarkedet, og hvad er dine drømme? Pensionsekspert i Nykredit, Camilla Schjølin Poulsen, ser nærmere på, hvad du bør få styr på, hvis du vil have økonomisk frihed som pensionist.
Pension | 3 min

Danske pensionister lever længere end deres ratepensioner

Danske mænd og kvinder lever nu mere end 20 år som pensionister i gennemsnit men får kun deres ratepensioner udbetalt over 10 år. Mange kunne således have gavn af en mere velovervejet plan, siger pensionsekspert i Nykredit.
Formue | 14 min

Ekspert: Du kan altid få mere ud af din formue end du tror

Der er næsten altid noget at optimere på, der gør, at man kan få endnu mere ud af sin formue. Det siger Camilla Schjølin Poulsen, seniorspecialist i Nykredit. Hør hvordan i ugens podcast.