Regler om investorbeskyttelse

Gældende fra 13. december 2017

MiFID II og MiFIR

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU om markeder for finansielle instrumenter (MiFID II) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 600/2014 om markeder for finansielle instrumenter (MiFIR) blev vedtaget den 15. maj 2014 og finder anvendelse fra den 3. januar 2018, hvor det eksisterende MiFID I-direktiv ophæves.

MiFID II og MiFIR er et omfattende regelsæt, som skal sikre EU’s finansielle markeders sikkerhed og effektivitet – og forstærke investorbeskyttelsen.

Alle investeringsprodukter og finansielle instrumenter er omfattet.

MiFID II og MiFIR gennemføres bl.a. i bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel og bekendtgørelse om værdipapirhandleres udførelse af ordrer, der dermed har til formål dels at give øget beskyttelse af dig som kunde, der handler værdipapirer og finansielle instrumenter, dels at skabe et mere effektivt og ensartet værdipapirhandelsmarked i EU.

Værdipapirer/finansielle instrumenter

Lovgivningen bruger udtrykket "finansielle instrumenter" om de værdipapirer, der er omfattet af regelsættet – både aktier, obligationer, investeringsbeviser, andele i Exchange Traded Funds (herefter ETF'er) og afledte finansielle instrumenter som swaps, futures, optioner, FX mv. I Nykredit Bank bruger vi udtrykkene værdipapirer og finansielle instrumenter som dækkende det samme.

Informationspligt til kunder

Beskyttelse af dig, der handler finansielle instrumenter, sker bl.a. ved at stille krav til de informationer, en værdipapirhandler skal give dig, både inden der handles og på afregningsnotaen efter en handel. I nærværende dokument har vi samlet en række informationer, der er væsentlige for dig i forbindelse med handel med finansielle instrumenter.

Kundekategorier

Den beskyttelse, vi skal yde dig som kunde, afhænger af, hvilken kundekategori du tilhører. Du kan læse mere om kundekategorisering på nykredit.dk.

Handel med finansielle instrumenter – hvis du ønsker rådgivning

Ud over denne information til dig som kunde, gælder der øgede krav til den information, værdipapirhandlere – herunder Nykredit Bank – skal indhente om dig, hvis værdipapirhandleren rådgiver dig om investeringer eller handel med finansielle instrumenter eller i forbindelse med porteføljepleje, det såkaldte "kend din kunde-princip". Rådgivning er i lovens forstand konkrete anbefalinger til dig vedrørende enkeltpapirer eller
instrumenter, men derimod ikke råd, der alene angår en kategori af værdipapirer eller generelle anbefalinger til alle værdipapirhandlerens kunder, fx købs- og salgsanbefalinger på værdipapirhandlerens hjemmeside.

Hvis du henvender dig til Nykredit Bank for at få rådgivning eller anbefalinger om handel med værdipapirer eller finansielle instrumenter eller i forbindelse med porteføljepleje, kan du derfor opleve, at vi stiller spørgsmål om din økonomi, formålet med investeringen, din tidshorisont, din risikovillighed, dit kendskab til værdipapirhandel mm. For nogle kunder gælder, at vi har en del af oplysningerne i forvejen, og så vil vi i videst muligt omfang bruge de oplysninger, vi allerede har.

Hvis du ikke giver Nykredit Bank oplysninger eller ikke giver tilstrækkelige oplysninger om din økonomi, formålet med investeringen, din tidshorisont, din risikovillighed eller dit kendskab til værdipapirhandel mm., kan vi ikke yde dig rådgivning.

Handel med simple finansielle instrumenter (execution only) – hvis du handler uden rådgivning

Du kan handle simple finansielle instrumenter (dvs. børsnoterede aktier og visse obligationer, investeringsbeviser og ETF'er) uden nogen rådgivningsforpligtelse for banken, uden at banken skal indhente informationer om din økonomi mv. i overensstemmelse med "kend din kunde-princippet". Du kan handle simple finansielle instrumenter uden rådgivning via en af Nykredit medarbejdere eller via Nykredits netbank.

Du er naturligvis altid velkommen til at henvende dig til Nykredit bank for at få rådgivning Du kan også læse om de forskellige typer af finansielle instrumenter på nykredit.dk.

Handel med komplekse finansielle instrumenter – hvis du handler uden rådgivning

Hvis du ønsker at handle komplekse finansielle instrumenter uden rådgivning eller uden porteføljepleje, vil Nykredit Bank på baggrund af dit kendskab til og erfaring med det relevante investeringsområde vurdere, om det finansielle instrument er hensigtsmæssigt for dig.

Hvis du ikke giver Nykredit Bank oplysninger eller ikke giver tilstrækkelige oplysninger om dit kendskab og dine erfaringer med det pågældende finansielle instrument, kan banken ikke vurdere, om handlen er hensigtsmæssig for dig. Vi vil i sådanne tilfælde vurdere, at handlen ikke er hensigtsmæssig for dig. Hvis Nykredit Bank med de oplysninger, vi modtager, vurderer, at du ikke har det nødvendige kendskab og erfaring med det pågældende finansielle instrument, vil vi ligeledes vurdere, at handlen ikke er hensigtsmæssig for dig.

Nykredit Banks ordreudførelsespolitik

Nykredit Bank skal træffe alle tilstrækkelige foranstaltninger for at opnår det efter omstændighederne bedst mulige resultat for dig som kunde, når vi udfører ordrer i finansielle instrumenter. For at sikre dette har vi udfærdiget en ordreudførelsespolitik, som bl.a. beskriver de handelssteder vi benytter og de kriterier, vi lægger vægt på, når vi handler en ordre. Du finder Nykredits ordreudførelsespolitik på nykredit.dk.